Maria Langøre hos Pooja i Indien - 2002

Bilen stoppede midt i Poojas landsby, og vi blev øjeblikkeligt omringet af nysgerrige børn, der fulgte os hele vejen til Poojas hjem. Mit første indtryk af byen var rent faktisk godt. Under vores rejse rundt i Indien har vi set utrolig mange slumkvarterer og fattige områder, der kan få enhver udlænding til at knibe en tåre. Poojas by var mere ren med en noget sundere og gladere befolkning.

200 meter fra bilen lå Poojas hus. Da vi drejede ned af vejen mod huset, var det tydeligt at se, hvor vi skulle hen. Halvdelen af byen var samlet her, og alle ventede på det, de så som et fornemt besøg. Vi blev modtaget med blomsterkranse og kys, vi fik malet kastemærker i panden, og vi vakte i det hele taget masser af opmærksomhed. Velkomsten var overvældende og bevægende. Befolkningens taknemmelighed over vores besøg var stor og meget tankevækkende - vores besøg berørte ikke kun Pooja, men hele landsbyen og også Plans medarbedjere. Vi repræsenterede ikke kun os selv, men alle faddere.

Vi blev placeret på en seng i den åbne hytte, hvor alle kunne få lov til at følge med. På trods af det gode solskinsvejr var der nærmest mørkt i hytten, da en skare af mennesker stod omkring os i åbningen. En lokal Plan-medarbejder var flere gange ude og jage børnene tilbage til skolen, men de ville hellere følge med i begivenehden. Da vi var blevet præsenteret og havde fortalt lidt om os selv, underholdte byens kvinder os med sang og dans. Underholdningen skulle dog ikke blive helt på deres side, da de meget overtalende kvinder ville have Malene og jeg til at vise, hvordan danskere danser. De var kvæstede af grin, da vi gjorde vores forsøg på at repræsentere Danmark i dans, og vi gav hurtigt op. Stemningen i hytten var særdeles god, og det lettede den nervøsitet, jeg var ankommet med.