På besøg hos Munvari i Indien - 2002

Da vi kørte ud til Munvaris landsby Kopparga, var Rasmus og jeg efterhånden blevet lidt nervøse og spændte. Pludselig skulle det hele blive virkeligt og ikke længere kun være et billede af en pige og hendes familie.

Alt blev anderledes, end jeg havde forestillet mig. Jeg havde opfattet mig selv som en ret ubetydelig fadder fra Danmark - hvilken forskel kunne mine 185 kr. per måned gøre i et fattigt land? Men jeg så, at jeg sammen med andre faddere gør en forskel. Ud af landsbyens 560 familier er der 116 fadderfamilier. Det viser Plans metode med at udvikle hele landsbyer i stedet for kun at fokusere på enkelte individer. Denne brede satsning med at højne hele landsbyen både materielt og bevidsthedsmæssigt slog mig, da vi ankom. Selvom der var stor fattigdom, var der en optimistisk stemning, dejlige smil og opvakte unger. Jeg følte, at tingene var organiseret, og at der var mange initiativer.

Vi var de første faddere, der besøgte landsbyen, og vi kom derfor til at repræsentere alle, der har fadderbørn i landsbyen. Det blev en intens og overvældende oplevelse for os begge to. Vi blev modtaget som konger. Alle fra landsbyen var mødt op. Vi fik hængt blomsterkranse om halsen og hilste på byens vigtigste personer såsom læreren og "borgmesteren". Midt i mængden stod en far med sin lille pige. Jeg kunne genkende ham fra billedet. Han havde et mildt ansigt, og da jeg så ham, var jeg ikke mere bekymret for lille fattige Munvari. Munvari selv var genert og overvældet over al ståhejet. Sammen gik vi hen til familiens hus og hilste på Munvaris mor, søskende og bedsteforældre. Placeret på familiens seng blev vi trakteret med indiske lækkerier. Ude på gårdspladsen var landsbyens beboere samlet, og skolebørnene sang for os. De var meget interesseret i os, og Plan-medarbejderen forklarede og oversatte spørgsmål og svar.

Efter at have set landsbyen med skolen og helseklinikken, ville vi gerne være alene med familien, så vi kunne overrække vores gaver. Men Plan-medarbejderen sagde, at vi ikke kunne bede landsbybeboerne gå, så Munvari og hendes familie kørte i stedet med os tilbage til kontoret. Her gav vi dem vores gaver - stof og sarier til hele familien. Tøj er en mangelvare i Indien og er en dyr udgift. Vi sad og snakkede, indtil børnene var trætte, og familien blev kørt tilbage til landsbyen.

Inden besøget i landsbyen havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig omfanget og betydningen af det arbejde, Plan udfører for fadderbidragene. Det virker velorganiseret og målrettet. At det er de lokale selv, der udfører arbejdet, gør, at projekterne har rod i befolkningens virkelige behov, og at tingene foregår i deres tempo. Det kan forklare den følelse af optimisme og venlighed, der var i landsbyen. Og Plan kunne ikke få en bedre samarbejdspartner end Samskar, der har så stort et kendskab til de enkelte landsbyer. I den foregående måned havde vi set så meget fattigdom i Nepal og Nordindien, men vores oplevelse i Nizamabad gav mig fornyet håb om, at det ikke var så håbløst endda. Der er mennesker, der arbejder for sagen, og jeg har følelsen af at være en del af det.

Karin Gram