Plan blev etableret af den britiske journalist John Langdon-Davies i 1937 for at hjælpe de tusindvis af børn, som var ramt af den spanske borgerkrig. I byen Santander fandt den engelske journalist
et barn med en seddel sat fast på tøjet, hvorpå der stod: "når Santander falder, bliver jeg skudt. Jeg beder Dem om at tage dem af José." Langdon-Davies tog
drengen med hjem, og snart havde han travlt med at hjælpe flere af krigens små ofre.
For at støtte børnene yderligere formulerede Langdon-Davies fadderskabstanken. "Den personlige kontakt med barnet er meget vigtig. Børnene skal føle, at de har en virkelig ven."
Brevveksling har derfor været en vigtig del af Plans arbejde siden starten af 1937.
Under Anden Verdenskrig udvidede Plan sit arbejde til at omfatte krigsramte børn i Europa, og i 1950-erne begyndte Plan at arbejde med flygtninge i Korea og Vietnam. I 1960'erne udvidede Plan
yderligere sit virkefelt til at omfatte andre lande i Asien og Latinamerika, og i løbet af 70'erne etablerede Plan sig på det afrikanske kontinent. Plan erkendte også, at det ikke var nok at lindre
akut nød, uden at man samtidig forbedrede de generelle levevilkår. Plans fokus blev derfor rettet mod de strukturelle forhindringer for udvikling.
I dag når vi ud til millioner af børn og voksne. Plan arbejder i 68 lande i Afrika, Asien, Europa og Latinamerika, og vi forvalter omkring 3 milliarder kroner hvert år fra vores bidragsydere.
Vi er et fællesskab af mere end 1 million faddere, som tilsammen har 1.2 millioner børn i 58.000 lokalsamfund. Vi er 7.000 ansatte, de fleste ansat på lokalplan, og derudover har vi 60.000
frivillige, som hjælper os med at implementere vores programmer.
