Fadderne fortæller

Den 10. juli 2009 oprandt dagen. Sammen med Simon på ni år og Peter på 15 år satte vi os i flyet med kurs mod Kenya. De tre store børn havde arbejde og rejser at passe, så de kunne desværre ikke komme med. Kufferterne var pakket med gaver til alle familierne. Bolde og sjippetove til de skoler, vi skulle besøge, og ikke mindst et par lune trøjer til om aftenen, da der jo i den periode er vinter i Kenya. Faktisk gik flere med hue og vanter i Kenya til trods for, at der var 25 grader. Hos Plan i Bondo blev vi modtaget med åbne arme. Vi blev vist rundt og hilste på alle de søde medarbejdere. Derefter hørte vi om alle projekterne i Bondo.

Vi havde nu nogle spændende dage foran os og var meget spændte. De næste dage skulle vi besøge alle vores børn og ikke mindst seks skoler. Plan havde lagt et skema for os og sørget for, at nogle af vores 15 børn var på de skoler, vi besøgte. Andre børn besøgte vi i deres hjem.

Ris til fine gæster

På skolen var fem af vores børn mødt op med deres forældre, og vi havde en sjov og hyggelig stund med dem, hvor vi bl.a. fik udvekslet spørgsmål og svar på en masse ting.

Efter skolebesøget besøgte vi de enkelte familier. Deres huse er lavet af mudder, og alle lever meget spartansk. Enkelte familier serverede deres festmåltid, som bestod af ris, kylling, en slags brød og noget, som ligner græs. Hertil skal det siges, at ris er en særlig ret til "specielle" gæster. Vi var meget benovede over deres store gæstfrihed og ikke mindst over deres åbenhed.

Vi må indrømme, at det var en forskrækkelse at se, hvor fattige de egentlig er. Det var ubeskrivelige følelser, der røg igennem os, da vi kunne se den livsglæde, de besidder til trods for deres fattigdom. Under nogle af besøgene måtte jeg vende hovedet for at knibe en tåre, da det var meget bevægende. Tænk engang på, hvor meget vi har på vores tallerken hver eneste dag - pinligt! Vi er faldet totalt for Bondo.
Det var meget vemodigt og rørende at sige farvel til alle disse søde og varme mennesker, som vi lærte at kende i Bondo. Denne rejse har virkeligt sat nogle spor i vores hukommelse. For os ender eventyret ikke her, da vi ved, at vi vender tilbage til Bondo.