Idealerne for en familie i Vietnam er åbenbart ikke meget anderledes end for en familie i Vejle. Det er godt at bo godt - selv om der er forskel på velstanden. Siden mit sidste besøg for seks år
siden har familien i Quang Tri fået et solidt murstenshus og en brønd. Nu drømmer de om at få råd til døre og et nyt køkken.
Til højre for den røde jordvej ligger en klynge nyopførte huse af gasbeton. Det er til genhusning af de mange familier, der mistede deres hjem under sidste års orkan og de efterfølgende
oversvømmelser. Naturen er stærk i Quang Tri, råber PLAN-medarbejderen i forbifarten.
Det er en mandag i starten af december, og regnen pisker i ansigtet, mens vi slingrer motorcyklerne ned ad de smattede veje mellem rismarkerne. Vi aflægger kort visit hos en forvirret familie med
samme efternavn som mit fadderbarns familie. Et opkald over mobiltelefonen til regionskontoret opklarer misforståelsen, og ekspeditionen fortsætter mod den rigtige adresse.
Der er ingen tvivl om, at det er den rigtige families hus, vi nu holder op foran. Tran Van Dô kommer ud og byder mig velkommen. Der er gået over seks år siden sidst, men jeg genkender ham med det
samme. Han er blevet 13 år og en god del større i mellemtiden, men de kloge øjne og det generte smil er stadig det samme.
Dô holder insisterende fast, da jeg rækker ham hånden. De sammenstimlede naboer skal åbenbart ikke være i tvivl om, at det er hans fadder, der er kommet på besøg. Det føles noget akavet at vandre
ned ad havegangen med en stor dreng i hånden. Min kvindelige kollega fra Hanoi, som jeg har medbragt som tolk, fniser ved synet, men jeg holder masken og lader velkomstceremonien fortsætte.
Langs væggen står en stor kiste med udskårne sider i træ. Det er et arvestykke, og det eneste, der var så massivt, at det overlevede branden, der ødelagde familiens gamle hus. Under mit sidste
besøg var kisten det eneste møbel i det midlertidige hus af brædder og bølgeblik. Nu står der et spritnyt 14 tommer TV oven på den gamle kiste.
Der er sket meget på seks år, og det er rart at få synlige beviser for, atstøtten gennem PLAN rent faktisk har gjort en forskel. Ikke bare for Dô, men for hele familien. Et solidt hus. En brønd,
der leverer rent drikkevand.
Begge dele er bygget med økonomisk støtte fra PLAN, som også driver skole, børnehave og sundhedsklinik i kommunen. Fjernsynet har de selv betalt, understreger far Trinh stolt, mens han viser rundt
i huset.
Vi sidder ned omkring et kakkelbelagt træbord. De manglende vinduer gør det let for landsbyens børn at følge med i selskabet indenfor. Der er dækket op med frisk frugt, bitter urtete og billige
vietnamesiske cigaretter. Smøgerne får lov at ligge, men mor Gai sørger for, at jeg konstant har en nyskrællet mandarin eller lichefrugt i hånden. Hvorfor har jeg ikke taget min kæreste med,
spørger hun og peger klandrende på en fotocollage på væggen, hvor min kæreste bliver holdt selskab af min lillesøster, en labradorhvalp med en bold i munden og en sneklædt svensk ødegård.
Jeg forklarer, at jeg jo stadig er studerende, og at jeg i øjeblikket er i praktik i Hanoi. Der nikkes overbærende, mens jeg fortæller om kulturelle forskelle mellem Danmark og Vietnam. Men lige
lidt hjælper det. »Mor Gai ryster på hovedet og konstaterer, at jeg burde være gift og have børn i en alder af 26. Jeg må højtideligt love at tage min tilkommende med ved næste besøg, før jeg får
lov at skifte emne.
I hjørnet står en slidt skoletaske - en gave fra sidste besøg. Seks års skolegang senere er "Nike"-mærket på ydersiden kun en stiplet aftegning (en kopivare som alt andet i Vietnam). Dô fortæller
genert, at han vil være matematiklærer, når han bliver stor. I Vietnam er det et højt respekteret erhverv at være skolelærer, og forældrene stråler ved tanken. Men i det kommunistiske Vietnam er
det stadig kun de bedste elever, der har mulighed for at tage en uddannelse. Hvis Dôs ambitioner skal blive til virkelighed, skal han først kvalificere sig til at komme i gymnasiet.
"Vi er bønder, som har arbejdet hårdt hele vores liv. Og det bliver der nok ikke ændret ved. Men samfundet udvikler sig hurtigt i Vietnam, så jeg er sikker på, at vores børn får flere muligheder og
et nemmere liv," konstaterer Dôs far optimistisk.
Selv om der er langt fra den fattige landsby i provinsen til de smarte cafeer i Ho Chi Minh City, hvor veluddannede vietnamesere i jeans og Polo-trøjer drikker Carlberg, så sætter Tranh Van Trinh
sin lid til, at Vietnams eksplosive økonomiske vækst med tiden også smitter af på den fattige landbefolkning.
For ikke så mange år siden var sult og fødevareknaphed en tilbagevendende udfordring for mange familier i Quang Tri. To bøfler, tre grise, en flok høns og afgrøderne fra en lille hektar jord
sørger i dag for, at familien Tran kan koncentrere sig om andet end tomme maver.
Selv om proportionerne er anderledes end i friværdi-Danmark, så drømmer familien også om forbedringer på boligen. Som det første skal det nye hus lukkes helt af med døre og vinduer. Det vil gøre
både den regnvåde monsuntid og de kølige vinternætter lettere at udholde. Og selvfølgelig står der også et nyt køkken på ønskesedlen. Der behøver hverken at stå HTH eller Uno Form på
leverandørsedlen, men et rigtig kogeblus med gas ville nu være rart, mener mor Gai. Men udbedringerne foregår et skridt ad gangen, efterhånden som økonomien tillader det. Indtil videre opvarmes
wokken over et bål i hjørnet af en vakkelvorn tilbygning til huset.
Udover forbedringer på huset, står en motorcykel højt på ønskesedlen. I øjeblikket deles de tre brødre om to gamle cykler, som bringer dem til og fra skole. Det er ellers svært at tro, at der
findes en vietnameser uden en motoriseret tohjuler, når man har løbet zig-zag mellem de uendelige stimer af små motorcykler på gaderne i Hanoi. Men far Trinh er en af dem, som fortsat må nøjes med
at drømme om at være godt kørende.
Udvikling sker ikke fra den ene dag til den anden, men der er afgjort sket noget her siden sidst, tænker jeg, da jeg efter tre timers besøg tager afsked med familien. Uanset om det skyldes
velgørende organisationer som PLAN, frie markedskræfter eller blot et kvart århundrede uden borgerkrig og angribende stormagter, så er det tydeligt, at velstanden lige så stille gør sit indtog i
Quang Tri.
Tekst og foto af Søren Nordahl Friis
Journalist og studerende på Internationale Udviklingsstudier, RUC
Plan Danmark - Borgergade 10, 2.tv - 1300 København K - Tlf. 35 300 800 - Fax 35 300 808 - plan@plandanmark.dk
