Mit bæger er lige ved at flyde over. Alle disse dages begivenheder fylder mig helt op, så der ikke er plads til andet i mit sind. Det har været utrolig hårdt at være vidne til en sådan fattigdom.
Oplevelsen er kommet helt tæt på mig, og har grebet fat om mig med jerngreb.
På skolen jeg var på i dag, blev flere af klasserne nød til at sidde udenfor under træerne da klasselokalerne var så faldefærdige at det var farligt at være derinde. Jeg deltog i undervisningen, og
det har givet mig et helt andet syn på hvordan skoleforholdene virkelig er. Vi blev nød til at rykke bordene i takt med hvordan solen bevægede sig på himlen, så alle kunne være i ly for den
brændende formiddagssol.
Alle børnene i den femte klasse jeg var en del af i dag, grinede meget da de så mig. Jeg tror de syntes jeg så mærkelig ud, og de blev nødt til at røre ved min hud for at se om den var anderledes
end deres. Der skulle ikke meget til at udløse grineflip i den lille klasse. Særligt sjovt var det da jeg prikkede en af dem på næsen, og læreren måtte stoppe undervisningen på grund af al den
ballade der efterfulgte.
Der var ikke nok blyanter til alle, så da de fik en opgave for, måtte de sidde og vente på deres tur til at skrive. Bøgerne var de op til fire der delte, så de måtte nærmest sidde på skødet af
hinanden for at følge med i timen. Læreren fortalte mig at omkring ti af de femten elever i klassen ingen forældre havde. Jeg kunne tydeligt se i deres øjne den barske skæbne de havde lidt og måden
de bevægede sig på, viste deres usikkerhed.
De havde sådan brug for bekræftelse, at få at vide at de var det dejligste barn i hele verden. Men der var ikke nogen til at fortælle dem det. Der var heller ikke nogen til at fortælle dem at de
forvandlinger der sker med kroppen i den alder, er helt naturlig og ikke noget at skamme sig over. At hver og en er noget helt specielt og ingen skal have lov til at få dem til at tro andet.
Jeg tror først det var i dag det gik op for mig at der ikke kun er brug for de basale livsnødvendigheder. Der er lige så meget brug for omsorg til de forældreløse, kærlighed, tillid og respekt. At
få lov til at lege uden bekymringer og at få lov til at have sin barndom når man er barn. Det kan ikke være rigtigt at så små børn skal gå i gennem så mange kampe og lide så meget under sygdom og
fattigdom. Jeg blev vred over den hjælpeløshed der overstrømmede mig. Jeg følte mig så lille og svag i forhold til de børn der har været igennem så meget og alligevel kan smile og le. De har
oplevet en sorg jeg ikke engang kan forestille mig og alligevel er de i stand til at vise kærlighed og omsorg over for hinanden. De har så meget mod på livet og styrke til at stå op hver dag og
kæmpe. Jeg vil ikke have ondt af dem. Jeg vil være ked af alle deres kampe, men de har ikke brug for medlidenhed, de har brug for støtte til at opnå alle deres drømme og mål. Tro mig, de har
mange!
Senere da vi fik spisefrikvarter, tog Sharon, pigen der skulle vise mig skolen, mig med hjem til hende sammen med hendes bror der gik i samme klasse som hun. De boede i en lille lerhytte, med deres
mor og yngste søster. Moren var meget ung og så syg ud. Faren var død et par år tilbage. Der var ikke noget mad, så vi måtte gå tilbage til skolen efter at have hilst på familien. Heldigvis havde
Plan taget mad med, så de to søskende kunne få noget at spise inden næste time.
Der var mange børn, der ikke gik hjem i frikvarteret. De vidste godt der ikke var noget mad alligevel, så de blev tvunget til at gå igennem hele dagen uden mad, og da skolen ikke havde nogen
vandtank, også uden vand. Sharon og hendes bror, Kennedy, fik hver en flaske vand og vi gik hen til resten af klassen. Aldrig har jeg set nogen kigge så hungrende efter vand. Børnene i klassen
overfaldt dem næsten for også at få noget vand. De rev flaskerne ud af hænderne på hinanden, og dem der fik dem, drak som havde de aldrig fået vand før. Jeg fik senere at vide at nogle af børnene
aldrig havde smagt rent vand, kun det beskidte vand fra floder og søer, som dyr og mennesker opholder sig i, hvor der bliver vasket tøj og som er årsagen til mange sygdomme.
En af de ting der slog mig mest i undervisningen var ikke de manglende bøger, det primitive klasselokale eller de uhygiejniske huller i jorden der blev brugt som toiletter. Det var måden en af
lærerne talte ned til sine elever på. De blev ydmyget og grinet af, og alle de i forvejen generte børn krympede sig mere og mere sammen. Der var kun seks lærere til otte klasser, så det var tit
klassen ikke havde nogen lærer og måtte løse opgaver alene. Der var derved ingen hjælp til dem der havde svært ved det. De fik at vide at de var dumme, og troede nok til sidst på det. Deres hårde
liv gjorde dem barske, det var den stærkeste der fik ordet, men samtidig var de helt enorm sårbare og kærlige. Jeg ønsker sådan at det fantastiske livsmod de havde, vil føre dem igennem de hårde
tider livet byder dem, og at det vil give dem styrke til at række ud efter hvad de fortjener. De fortjener at have lov til at være sårbare, og ikke gemme det væk under et lukket ydre. De fortjener
at lære deres rettigheder at kende, så de kan kæmpe for dem.
I dag har givet mig ubeskriveligt meget, jeg tror ikke jeg har lært så meget hele mit liv, som jeg har på denne rejse.
Jeg tilbragte dagen med en forældreløs pige, der hed Maurine. Hun fortalte mig om hendes liv. Begge hendes forældre var døde for mange år siden. Hendes søskende og hende selv blev derfor sendt ud
til forskellige familiemedlemmer. Hendes bror blev sendt til en onkel, der kort tid efter også døde, og ingen har hørt til ham siden.
Det er syv år siden. Hun ved ikke om han stadig lever, men hun har ikke mistet håbet om en dag at se ham igen.
Hendes søster døde for en måned siden. Alt dette fortalte hun mig uden så meget som at ryste på stemmen. Da jeg fortalte hende at jeg synes hun var helt utrolig stærk, kiggede hun på mig og
nikkede. Det var som om hun havde en indre styrke, som jeg aldrig har set hos noget menneske før. Hun ønskede brændende at komme i gymnasiet, men hun vidste godt at der ikke var mange chancer for
det.
Forholdene på hendes skole var betydelig bedre end i går, men Maurine fortalte mig at børn helt ned til børnehaven bliver banket. Selvom skolen er kommet langt, er der stadig meget at kæmpe for.
Mange af børnene i området kan ikke engang komme i skole da de har for travlt med at arbejde. Mens vi sad og snakkede kom en forældreløs pige forbi. Hendes øjne var helt tomme, og hun smilede ikke
en gang. Hun var et af de børn der nok aldrig kommer i skole.
Jeg tror alle disse mennesker jeg har mødt i Bondo har givet mig mere, end jeg nogensinde kan give dem. Jeg har set uretfærdighed, og hørt om ting ingen burde gå igennem, men jeg har også mærket en
åbenhed og kærlighed som har vist mig hvad livet egentlig går ud på. Jeg føler ikke, som jeg altid har troet, at jeg var den heldige, fordi jeg boede i et rigt land som Danmark. Det er et
privilegium at jeg så let kan følge mine drømme, et privilegium alle burde have. Jeg er heldig at jeg ikke skal gå flere timer få at få vand, som er sundhedsskadeligt, og at jeg altid kan få mad.
Jeg er så heldig at jeg altid kan komme til lægen, når jeg er syg, og at min familie kan det samme. Men jeg tror de mennesker jeg har mødt her har noget langt vigtigere. De har næstekærlighed og
omsorg. De har åbenhed og er i stand til at tilgive skæbnen og kæmpe videre. De bærer ikke nag til livet, og de har overskud til at hjælpe andre. De kan vise en kærlighed, som er større end den
kærlighed de selv har fået. Jeg har på denne tur lært hvad jeg vil med mit liv og lært noget om den person jeg vil være. Det har de givet mig. Jeg håber jeg en dag vil kunne give andre det samme.
Jeg ved i hvert fald at det er det jeg vil kæmpe for.
Plan Danmark - Borgergade 10, 2.tv - 1300 København K - Tlf. 35 300 800 - Fax 35 300 808 - plan@plandanmark.dk
