Jeg er måløs. Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal få alt det, jeg har oplevet og alle mine tanker ned på papir. Det har været en uforglemmelig dag i mit liv.
Den jordede vej med flere huller end man kan forestille sig. De smilende børns ansigter, som i 30 graders hede bærer deres gule vandflasker op til 8 km til det nærmeste vandhu - som ikke er andet
end en kæmpemæssig mudderpøl. Det er ufatteligt at menneskerne her i Bondo, ikke har mulighed for at drikke andet vand end dette. Nu forstår jeg bedre, hvorfor sygdomme som diarré er sådan en stor
del af dagligdagen her.
Børn går i bare tæer lange distancer midt på dagen for at hente vand til deres familier, selvom de på dette tidspunkt burde være i skole. Men det er svært, hvis man skal forsørge en familie med 10
børn, så er man simpelthen nødt til at få børnene til at hjælpe til derhjemme. Det er meget almindeligt hernede, at man får mange børn, dette er på grund af manglende beskyttelse under samleje.
Det er også sådan at HIV/AIDS spredes så ufattelig hurtigt og så selvfølgelig på grund af flerkoneri. Når et par bliver gift, skriver konen under på at flerkoneri er tilladt. Dette accepterer hun
af flere grunde, såsom mere arbejdskraft fra den anden kone og hendes børn.
Rundt omkring i Bondo har man bygget sundhedscentre, hvor folk kan komme og blive undersøgt for sygdomme, som malaria, HIV/AIDS og diarré. De kan også vælge at føde her, men de fleste vælger at
føde hjemme. Kun 20% af fødslerne finder sted på sundhedscentrene. De ansatte på stederne er meget urolige for dem, som vælger at føde hjemme, da de ikke kan få hjælp i nødsituationer, og børnene
heller ikke får nogen fødselsattest , hvis de bliver født hjemme. Det betyder at de børn, som ikke får en fødselsattest, ikke har nogle rettigheder.
Desværre er det de færreste, som har en fødselsattest, og de kan gå hele livet uden at have det, da de sagtens kan få arbejde uden. Der er netop nu ved at blive bygget en fødeafdeling i et
sundhedscenter, som vi besøgte. Vi blev mødt med sang, som en gruppe frivillige kvinder stod for. De opførte også et teater om Aids, hvor de informerer om, hvordan Aids smitter. Det var et meget
rørende og realistisk stykke. Specielt fordi jeg nu forstår, hvor lidt de lokale ved om spredningen af Aids. Centeret var meget lille og udenfor sad en række mennesker og ventede på at blive
undersøgt for diverse sygdomme.
En lille dreng brød sammen i gråd, da han så os. Han havde aldrig før i sit liv set en hvid. I et af rummene sad en meget syg kvinde, hun var så svag, at hun knapt nok kunne holde sig oprejst. Hun
blev senere sat bag på en cykel, for at blive kørt ind til byen for at komme på hospitalet. Det er grotesk at en kvinde, som er så frygtelig svag, skal sidde bag på en cykel i over en time for at
blive behandlet. Men det er den hurtigste transport i området, og den eneste måde at komme hurtigt ind til byen.
Senere på dagen besøgte vi Bur-lowo Primary School. På denne skole blev vi modtaget med åbne arme. Børnene havde båret alle stole og borde udenfor under et kæmpestort træ. Her stod det så på taler,
sange og dans. Mig og Clara fik også chancen for at snakke med to elever fra 8. klasse
De fortalte en masse om de mangler, der er på deres skole. De var begge enige om at den største mangel er, at de kun har 4 latriner til 200 elever. Det betyder at mange elever er nødt til at gå
hjem for at gå på toilettet, eller kommer for sent til timerne, fordi de står i kø til toiletterne. Det er helt utænkeligt at forestille sig, at ens dagligdag skal være fyldt med sådan et problem.
Men sådan er det for mange børn her.
Et andet problem er også, at skolen ikke er indhegnet, så om natten går hyænerne ind på skolens område og ødelægger skolens faciliteter. Det er en nødvendighed at få bygget et hegn om skolen, for
at kunne holde skolen ved lige.
Skoledagene her er meget anderledes end dem derhjemme. Det er lange dage, utrolig lange dage (på op til 9 normale timer) og så er eleverne nødt til at gå hjem i frokostpauserne for at spise, da der
ikke er spisning på skolen. Eleverne bor for det meste mindst 20 minutter på gåben fra skolen, så det tager meget tid at komme frem og tilbage.
Det var en fantastisk og rørende oplevelse at besøge skolen.
Det var en fantastisk og rørende oplevelse at besøge skolen.
Specielt da vi skulle sige farvel. Midt i mellem alle de smukke sorte børn, stod jeg og skilte mig utrolig meget ud. Alle børnene ville røre ved mig, da de havde en forstilling om at min hud er
meget tyndere end deres, da jeg jo er så bleg i forhold til dem. Det gjorde et stort indtryk på mig, at alle børnene er så glade og ser så lyst på hverdagen, som må være rigtig hård og barsk. Og så
har de alle lysten til at lære noget, lysten til at blive til noget, og det er det, som vil bringe dem frem i livet. Jeg tror på, at de alle har en fremtid, hvor de vil nå deres drømme, hvis vi
bliver ved med at hjælpe dem og de også selv kæmper for det, de virkelig ønsker sig - og det gør de. Da jeg spurgte børnene, hvad de ville være, når de er færdige med at gå i skole, så sagde flere
af dem, '' I want to go to University, I just hope that I can get the opportunity, because it is very expensive. But that is want I really want".
Alle børnene har drømme og kæmper hårdt I den tynde tråd de har tilrådighed for at nå deres mål. Min rejse til Bondo har været fyldt med mange skræmmende, barske, virkelighedsopvækkende og utrolig
lærerige og givende oplevelser. Men det, som gjorde allermest indtryk på mig, var mødet med mit nu faderbarn Judith.
Kærlig hilsen
Katrina
Plan Danmark - Borgergade 10, 2.tv - 1300 København K - Tlf. 35 300 800 - Fax 35 300 808 - plan@plandanmark.dk
