Efter en snak med Plan Danmark begyndte vi i januar 2006 at planlægge en rejse til Bolivia for at besøge Nelvy - vores fadderbarn gennem 9 år. Vi følte, at tiden var inde til at besøge
hende og se familien, skolen og landsbyen. Glæden var stor, da Plan bekræftede, at vi kunne Nelvy den 20. juli 2006.
Efter en lang flyvetur - ca. 30 timer - ankom vi til Sucre, en pragtfuld by med kun hvide huse, smukke kirker og masser af solskin. Vi mødtes med Andres, et meget behageligt og hjerteligt menneske,
som var utroligt hjælpsom, og som talte glimrende engelsk. Vi drak en øl sammen med ham på hotellets terrasse, og imens planlagde vi indkøb og turen til familien.
Sammen gik vi på markedet for at købe ind til familien: 12 kg sukker, 10 kg ris, 10 kg tørmælk, 10 l olie til madlavning, 1 kæmpe dåse Nescafé, 1 æske te og 10 poser pasta; samlet pris: ca. 150
kroner. Andres fortalte, at med alt dette kunne familien klare sig det næste års tid.
Det var mørkt og koldt, da vi næste morgen kl. 05:30 påbegyndte turen i en 4-hjuls-trækker. Da solen stod op, vi så et utrolig smukt landskab. Undervejs fortalte Andres om alt det, som PLAN gjorde
og hjalp med i alle landsbyerne, som vi passerede.
Kl. 11:30 ankom vi endelig; totalt møre i kroppen af at køre på de hullede veje og gennem vandløb til Pucara. Vi var en smule chokerede; vi havde ikke regnet med, det var SÅ fattigt.
Nelvy blev hentet ud af skoleklassen for at hilse på os. Hun er en meget køn, lille pige i sin fine skoleuniform. Det var meget rørende endelig at se hende, vi har jo skrevet med familien i flere
år. Vi fik en "krammer"; men hun skævede godt nok meget til de mærkelige mennesker, som var kommet for at være sammen med hende.
Lidt senere tøede hun op, og vi fik store smil fra hende. Specielt Arne var hun meget glad for. Hun har aldrig kendt sin far, og hendes mor er rejst fra hende - vist nok for et år siden. Ingen kan
rigtig huske det; men rygtet siger, at hun er rejst til Spanien for at tjene penge til familien.
Hele byen, de med to borgmestre og skolelederen bød os velkommen hjertelig velkommen. Vi blev budt på mad, som blev lavet i en stor gryde, og som bestod af kartofler, ris, grønsager og kylling. Alt
blev tilberedt i en jord-ovn.
Vi blev placeret ved et bord med hvid dug sammen med borgmestrene, Andres og Nelvy, mens de øvrige sad på jorden og spiste.
Nelvy var meget genert over at blive placeret i midten. Vi kunne desværre ikke tale med hende direkte, for hun taler kun quechua, så Andres måtte oversætte. Hun fortalte os, at hun
var glad for det, vi gjorde for hende, at hun var glad for at gå i skole hver dag, og at hendes yndlingsfag var matematik. Andres viste os, at hun havde fine karakterer, og at hun klarede sig godt
i skolen. Vi havde medbragt gaver til Nelvy, hendes søskende, hendes familie og skolen. Nelvy fik bl.a. en dukke, og hendes lillebror fik en fodbold. Vi forærede skolen en fodbold og
sjippetov.
Da vi havde spist, blev landsbyens indbyggere kaldt til samling på torvet ved at der blev "truttet" i et kohorn. Det var morsomt at se, hvordan alle mænd og kvinder kom fra alle retninger og
stillede sig op i en rundkreds. Mændene til venstre og kvinderne til højre. Vi blev placeret ved en skolepult, der stod i centrum. Alle satte sig på den støvede, brune jord, og mange af mændene
havde medbragt en grøn plastpose med coca-blade, som blev tygget ihærdigt. Efter tur holdt hver gruppe en tale for forsamlingen: borgmestrene, skolelederen, mændene, kvinderne, børnene, Plan og
ikke mindst blev jeg, Arne, opfordret til at holde en tale.
De takkede os for, at der var kommet vand til hver familie - en vandpost ved hvert hus, vaccinationer og skolen, som er bygget af Plan. Det mest pudsige, men rørende indslag, kom børnenes
repræsentant med. Børnene spurgte Plan, om vandet kunne installeres i husene, så de kunne få et brusebad. Så kunne de holde sig rene; det havde de lært om i skolen.
Det var svært at sige farvel til familien, som havde været så utrolig gæstfri over for os. Det var specielt svært at sige farvel til Nelvy, som efterhånden var begyndt at tø lidt op. Vi vidste, at
besøget ville vare 3-4 timer; men vi følte, at det var alt for kort tid; vi ville gerne have været der lidt længere for at komme lidt tættere på Nelvy og hendes familie.
På vej derfra var vi meget stille og tænksomme. Andres lod os sidde stille for os selv på bagsædet; han fornemmede vist, at vi havde det lidt svært med at håndtere den fattigdom, som vi havde været
tilskuere til.
Vi havde svært ved at forstå, at mennesker kan være så fattige - og dog så smilende. Vi følte, at folk i landsbyen hjalp hinanden, og at de stod sammen for at løse fælles opgaver; det var dejligt
at se dette.
Inden vi rejste, fortalte Nelvy, at hun gerne ville være skolelærer. Det håber vi, at hun får mulighed for. Vi tænker tit på hende og hendes familie, og tanken er ikke fjern: Vi vil gerne besøge
hende igen; det var en uforglemmelig oplevelse!
Tekst og foto: Arne Olsen
Dorrit og Arne har været faddere for Nelvy siden 1998.
Plan Danmark - Borgergade 10, 2.tv - 1300 København K - Tlf. 35 300 800 - Fax 35 300 808 - plan@plandanmark.dk
