Til forsiden
Erhverv
Samarbejdsmuligheder
PlanPartner politik
Støt et projekt - Erhverv
Tak til
Bidrag og fradrag
Kontakt

Nature Planet genopbygger skoler i Indonesien

Det danske legetøjsfirma Nature Planet hjemhenter mange af deres populære produkter fra Indonesien. Det betyder meget for de to partnere Michael Severin og Anne Dorthe Hjort, at der hersker ordentlige arbejdsforhold på fabrikkerne og gør derfor altid meget ud af at undersøge og vælge de rette leverandører hver gang de opstarter et nyt samarbejde. Siden virksomhedens begyndelse i 2005 har det været deres motto at gøre en forskel.
 
Den holdning fik Michael Severin til at kontakte Plan Danmark for at høre om mulighederne i et partnerskab. I starten af 2009 blev et samarbejde derfor opstartet med det fælles mål, at skabe bedre forhold for skolebørnene i Indonesien.
 
Nature Planet donerer en fast del af omsætningen på "Sweethearts" til Plan Danmark. Det charmerende tøjdyr, nu ofte omtalt som "Plan bamsen", bliver produceret på den Indonesiske hovedø Java. Siden det succesfulde samarbejdes opstart har Nature Planet derfor doneret til genopbygningen af skoler på lige netop denne ø i det store Indonesiske øhav.
 
Samarbejdet med Plan har betydet meget for Nature Planets hastige vækst på markedet. Virksomheden sælger i dag deres produkter i 11 europæiske lande og salget af især Sweethearts tøjdyrene stormer fortsat frem og kan i 2011 bryste sig af at have doneret flere hundredetusinde kroner til skoleprojektet. For Plan Danmark har det betydet, at vi har kunnet opstarte et skoleprojekt i Indonesien og i dag glæde endnu flere børn og forældre med sundere og bedre skoleforhold. Plans skoleprojekt i Indonesien er nu godt forankret i lokalsamfundet og kan i dag modtage støtte fra flere donorlande. Planpartnerskabet skaber altså nye muligheder for begge parter.
 
I deres nye klasseværelser fremviser eleverne stolt deres Sweethearts til fotografen under Michaels besøg i foråret 2010. Foto: Plan
 

Kalimaro Primary School - Den første store opgave
I Grobogan-distriktet i den centrale Java-provins, ligger Kalimaro Primary School. Området hører til blandt de fattigste på Java. De fleste mennesker lever af små landbrug og samtidig migrerer mange unge til de større byer for at søge job.
 
Da vi indledte samarbejdet, var Kalimaro nedslidt, beskidt og uegnet til undervisning. Skolens 213 elever blev undervist i klasseværelser med bare jordgulve og et par små vinduer som lyskilde. De meget dårlige forhold gav børnene hovedpine og gjorde det svært for dem at koncentrere sig om undervisningen.


I 2010, fik Kalimaro Primary School  tre nye klasseværelser med masser af lys, nye skolemøbler og udstyr til eleverne. Derudover har lærerne modtaget en tiltrængt efteruddannelse. I juni 2011 forventes yderligere  tre klasseværelser at være genopbygget på Kalimaro Primary School med støtte fra Nature Planet.
 
Kalimaros elever foran de tre nye klasseværelser. Foto: Plan
 

Ketro Primary School - Videre til næste skole
I 2010 og 2011 har Nature Planet støttet genopbygningen af Ketro Primary School. Ligesom landsbyen hvori skolen Kalimaro ligger, er området omkring Ketro meget fattig og skolen har hårdt brug for restaurering. Sidste år måtte to af skolens klasseværelser ligefrem rives ned, da de var til fare for eleverne og i dag kan man af sikkerhedsmæssige årsager kun bruge tre af skolens lokaler til undervisning.
 
Arbejdet på Ketro skole påbegyndtes i slutningen af 2010 og har indtil videre inkluderet genopbygning af tre klasseværelser, så børnene kan blive undervist i hygiejniske og trygge rammer. Børnene har også modtaget nye skolemøbler og deres lærere har fået efteruddannelse. 

 
Udover at genopbygge skoler og efteruddanne lærerne, afholdes der lokale workshops for at engagere forældre og lokale myndigheder i arbejdet. For at sikre den fortsatte vedligeholdelse af skolerne, skal der skabes ejerskab og interesse for skolerne og elevernes ve og vel.
 
En dreng cykler på en fællescykel foran Ketro Primary School's nedslidte bygninger. Foto: Plan 
 
Skoleelever i et af de faldefærdige klasseværelser på Ketro. Foto: Plan 
 
SD Sanetan Primary School - Nature Planet genopbygger endnu en skole i Indonesien
I 2011 går støtten fra Nature Planet til genopbygning af SD Sanetan Primary School i Rembang Distriktet i det centrale Java i Indonesien.
 
På skolen benytter de 171 elever kun to af de tilstedeværende 6 klasseværelser, da tilstanden af de resterende fire klasseværelser er så dårlige, at det ikke er sikkert for børnene at modtage undervisning i dem. Mange af skolemøblerne er derudover ødelagte, og skolens dårlige tilstand betyder, at der ofte kommer vand ind i klasseværelserne i perioder med regn.
 
Derfor vil Natures Planets støtte i år gå til at genopbygge de resterende fire klasseværelser, bygge tre toiletbygninger med hver to toiletter samt bygge nye skolemøbler til børnene.
 
SD Sanetan Primary School i Rembang Distriktet i det centrale Java, Indonesien, April 2011. Foto: Plan
 
Et af de fire klasseværelser på SD Sanetan Primary School der indstandsættes med støtte fra Nature Planet, April 2011. Foto: Plan
 
Ødelagte skolemøbler på SD Sanetan Primary School, April 2011. Foto: Plan
 
 
Hvor finder man Nature Planets velgørende tøjdyr
Nature Planet tilbyder et stort udvalg af Sweethearts - alt fra de store kattedyr som tigre og løver til aber, frøer og havdyr. Hvert tøjdyr er håndsyet under ordentlige forhold på Java. Mærket om halsen er fremstillet af genbrugspapir og økologisk bomuld trykt med sojabaseret blæk.

Sweethearts sælges i zoologiske haver, akvarier og dyreparker i Danmark og 11 andre europæiske lande.

Læs mere om Plans arbejde i Indonesien
 

Plan Danmark - Borgergade 10, 2.tv - 1300 København K - Tlf. 35 300 800 - Fax 35 300 808 - plan@plandanmark.dk
Credits: MediaMakers