Som SlumFadder har du ikke kontakt til et enkelt fadderbarn, da det er svært at opretholde kontakten til et barn i slummen, hvor der er stor til- og fraflytning. I stedet for støtter du et
Plan-projekt for børn og deres familier i slumkvarteret Garib Nagar i Mumbai.
Din støtte går til det samme projekt, som filmholdet bag Slumdog Millionaire har bidraget til, og du er på den måde med til at forbedre forholdene for 1.500 familier med omkring 7.500 børn.
De fleste er berøvet grundlæggende rettigheder til ernæring, uddannelse, sundhed, hygiejne og i det hele taget deres værdighed.
Livet i Mumbais slum Mumbai huser ifølge en folketælling fra 2001 mere end 11,9 millioner mennesker, og befolkningstætheden er cirka ti gange større end i
Danmark. 40 % af Mumbais befolkning bor i det centralt beliggende slumkvarter Garib Nagar, og det er her Plan arbejder. Slumkvarteret er præget af små og overfyldte boliger, pladsmangel, mangel på
infrastruktur og faciliteter samt meget ringe hygiejne-forhold. Befolkningstætheden i slummen er mere end dobbelt så høj som gennemsnittet i resten af Mumbai.
Mere end 80 % af børnene under 18 går ikke i skole. Samtidig har de fleste af børnene ikke en fødselsattest, og dermed eksisterer de ikke officielt. Mange børn fortæller om
alkoholiske fædre og om vold i hjemmet. Desuden er omfanget af seksuelt misbrug stigende, og flere af børnene er stofmisbrugere, hvilket gør dem til lette ofre.
95 % af indbyggerne i slummen er afhængige af offentlige toiletter, men de ligger både langt væk, og der er ikke nok af dem. Derfor bruger de fleste børn jernbanesporerne som toilet,
hvilket har resulteret i flere ulykker. Beboerne kan kun få drikke- og badevand en gang i døgnet fra offentlige tankvogne, og der er sjældent nok til alle. Spildevand og affald flyder ofte på gader
og veje, hvor folk færdes. Det resulterer blandt andet i hudsygdomme blandt børnene, og mange lider af tuberkulose på grund af dårlig ernæring.
Fem år, fem områder
Slumprojektet strækker sig over fem år, og det første år er det målet at fremme børns rettigheder inden for fem områder: • Sundhed: Træning af sundhedspersonale og fødselshjælpere samt hiv-test,
• Uddannelse: Træning af lærere, hjælp til at komme i de offentlige skoler,
• Beskyttelse af børn: Oplysning om børnearbejde samt fødselsregistrering,
• Vand og sanitet: Oplysning om hygiejne, af affald samt konstruktion af latriner,
• Børns deltagelse: Dannelse af klubber for børn og unge samt oplysning om rettigheder.
Aktiviteterne vil blive gennemført i samarbejde med lokale partnerorganisationer.
To gange om året vil du som SlumFadder modtage information om og billeder fra projektet, og vi opdaterer også løbende hjemmesiden med nyt.
Plan Danmark - Borgergade 10, 2.tv - 1300 København K - Tlf. 35 300 800 - Fax 35 300 808 - plan@plandanmark.dk