Til forsiden
Ungdom
Bliv Ungdomsmedlem
Bliv ung PlanFadder
Børns rettigheder
2015 Målene
Materialer og læsestof
Nyttige links
SkolePlan

Drømmen om forandring

 
Drømmen om forandring
Af Oda-Kange Midtvåge Diallo, næstformand i Plan Future
Foto: Garba Diallo
 
Det er Ramadan, så Hana takker nej til teen.
"Vi må træne vores krop i ikke at blive styret af dens drifter", forklarer hun med et smil, inden hun begynder at fortælle om sig selv, sin familie og sit uddannelsesforløb i Saudi Arabien. 
"Jeg er datter nummer to i en familie med tolv børn - et helt fodboldhold!", griner hun.
Hana kom i pigeskole og tog en studentereksamen, men det var ikke her, de politiske interesser udviklede sig.
"Helt ærligt havde vi ikke særlig megen viden om omverdenen. Vi snakkede mest om det, vi så i fjernsynet, som var vores eneste underholdning".

Men en dag skiftede Hana "kanal". Hun begyndte at følge nyhederne flittigt for så at diskutere dem ligeså flittigt med sin far på køreturen til og fra skole. På turene opfordrede han hende også til at sige sin mening højt. Det gjorde hun så godt, at skoleveninderne gav hende tilnavnet "politikeren".

Takket være Hanas jernvilje og en vis portion snuhed lykkedes det hende at komme på et journalistkursus i Libanon.
"Jeg bildte min familie ind, at der kun ville være kvinder til stede", smiler Hana.
Siden er det blevet til flere rejser: til Jordan, til den internationale studenterfestival i Trondheim i Norge og nu også til Danmark.
 
Talent for at ændre
Hana opdagede tidligt, at hun var god til at skrive og har efter gymnasiet skrevet flere artikler for mellemøstlige internetaviser. Hun skriver om kvindelige journalisters rolle i den arabiske medieverden og de forhindringer, en samfundsbevidst kvinde møder.
"Jeg opdagede, at jeg havde et talent, som jeg kunne bruge til at ændre nogle af de ting, jeg syntes, var forkerte i samfundet".

Hana er glad for sport og har oprettet et dansehold på højskolen, hvor piger kan lære om arabisk dansekultur - og måske få et glimt af Hana uden hijab, som hun ellers altid bærer. Hana er praktiserende muslim, hun elsker sin religion og beklager, hvordan den tit misbruges som påskud for at bibeholde ældgamle normer og strukturer. Selv er hun meget utraditionel og lader sig ikke stoppe af de normer og traditioner, som hersker i samfundet. Hun forklarer, at en del af hendes mod stammer fra den opbakning, hun har fået hjemmefra.

Hana har stadig mange mål og visioner for fremtiden blandt andet afskaffelse af den kønsadskillelse, der præger nutidens Saudi Arabien, og som blandt andet hindrer piger og drenge i at gå på samme skole og få samme vilkår.

"Alle børn har krav på et godt liv, hvor deres rettigheder bliver respekteret og deres synspunkter taget i betragtning", fastslår hun.
Hana vil fortsætte sit virke som journalist og håber at kunne bidrage til en positiv udvikling i Saudi Arabien.  Hun er selv et levende bevis på, at man på trods af køn, nationalitet, alder og religion kan udrette noget, hvis man har modet og viljestyrken til det.
Plan Danmark - Borgergade 10, 2.tv - 1300 København K - Tlf. 35 300 800 - Fax 35 300 808 - plan@plandanmark.dk
Credits: MediaMakers